led af sygelige drømme. Baade hans fader og den gamle bedstemoder var forfærdede over hans heftighed. Men moderen var fra første stund overbevist om, at han var bestemt til at udføre store ting, og at han vilde blive til velsignelse for mange.
Faderen var streng, hun meget eftergivende; hun passede og pleiede ham med den ømmeste omsorg. Den lille gut var føieligere mod hende end mod sin fader; hun var den eneste, som var istand til at berolige ham under hans heftige udbrud af vrede.
Wolfgang voksede op omstraalet af hendes solskinsnatur. Hun værnede hans saarbare sind, sysselsatte hans fantasi med eventyr, som hun digtede eller gjenfortalte, hun nærede hans virksomhedstrang ved at lade ham hjælpe hende med smaa sysler, og hun værgede ham mod faderens strenghed.
Medens raadsherren med stor energi drev den strenge pædagogik, var hendes opdragelsesmetode ros og belønninger. Den unge, livsglade moder nedlagde i hans sjæl aandelige frø, som skulde spire og udfolde sig herlig. Siddende paa hendes knæ, med armene om hendes hals og de mørke øine fæstede paa hende, lyttede han spændt til hendes fortællinger; han skalv af længsel efter at høre endnu mere fra den vidunderverden, som hun rullede op for ham.
«Pedantiske ulykkesfugle korsede sig over mine opdragelsesprinciper,» sagde fru Goethe som gammel dame; «men det var mig ligegyldigt. Jeg gjorde det, som jeg fandt naturligt, og som min gudsfrygt lærte mig! Fra Wolfgang blev født, saa jeg livet med andre øine end før. Først gjennem ham fik jeg min virkelige opdragelse.»
