over hendes ansigt, og øinene blev dybt vemodige.
Hun havde forladt en fader, som hun saa op til, en endnu ung moder, som hun elskede, fire muntre søskende, som var yngre end hende, samt solværelser og en deilig have. I de mørke og lavloftede stuer, som hun nu beboede, var hendes eneste selskab en streng og sparsommelig egtemand, som belærte hende fra morgen til aften, og en svigermoder, der mente det vel med hende, men som var næsten otti aar gammel. Selv har hun fortalt, at hun vilde være bleven kvalt i dette liv, hvis ikke en af hendes tanter, som havde mange høiere interesser, havde opmuntret hende og taget sig af hende.
Heldigvis behøvede hun det første aar ikke at beskjæftige sig med tunge, huslige arbeider.
Hendes svigermoder førte husholdningen og tog i begyndelsen de daglige byrder bort fra hendes skuldre.
Først da den omtænksomme gamle blev svagelig og trak sig tilbage, blev Elisabeth Goethe den dygtige husmoder, som hvilken efterverdenen kjender hende.
Takket være svigermoderens kloge raad, lærte hun at tilfredsstille sin egensindige mand, hvis omstændelighed og smaalighed i høi grad vanskeliggjorde det daglige samliv. Hans moder frygtede, at hans overdrevne sparsommelighed vilde berede svigerdatteren pinlige timer; hun forærede hende i al hemmeligbed to hundrede dukater, som hun bad hende om at gjemme som en nødskilling. Den troskyldige unge frue gav dem straks til sin mand, der lovede at give
