Den gamle Goethe drev sin hustrus hotel op til at blive et af de bedste i Frankfurt.
Efter en del aar blev Cornelia for anden gang enke. Hun solgte hotellet og kjøbte 1733 et hus ved Hirschgraben; nu eiede hun en formue af hundrede tusinde gülden.
I sit testamente havde Goethe formanet det eneste barn til at «skjænke sin moder al den sønlige ærbødighed, som tilkom hende, og at vise hende den lydighed, som han skyldte hende. Da vilde Guds velsignelse følge ham».
Johan Caspar handlede efter den gamles vilje; han viste moderen altid den største finfølelse og ærbødighed. Han lod hende frit disponere over den store formue, og skjønt han ønskede at bygge om deres gamle hus, gjorde han ikke den ringeste forandring, saa længe hun levede. Wolfgang skildrer sin bedstemoder Goethe som en vakker, slank, mild og velvillig gammel dame, der altid gik klædt i hvid dragt.
Baade hun og hendes mand havde ønsket, at sønnen skulde naa høiere op ad samfundets stige. Han havde studeret jus ved forskjellige universiteter og gjort en reise i fremmede lande. Efter at have fuldendt en alsidig uddannelse, søgte han et mindre embede i sin fødeby. Han tilkjendegav at han agtede at forvalte embedet uden løn; thi han frygtede, at skræddersønnen ellers ikke vilde blive antaget. Ansøgningen blev alligevel afvist, og han følte sig dybt krænket; trykket af social underlegenhed var et saart punkt i hans liv.
Senere tilkjøbte han sig titelen «keiserlig raadsherre»
