jublede jeg høit. Keiseren saa paa mig; han greb sit bæger for at takke, og han nikkede til mig. Det syntes mig, som om han vilde skaale med mig, og jeg tror det endnu idag. Det vilde være haardt for mig at opgive denne tro, som jeg har grædt mange glædestaarer over. Hvorfor skulde det ikke være saa? Han maatte jo læse den store begeistring i mine øine.
Den ære, som jeg indbildte mig at have været gjenstand for, gjorde et saa dybt indtryk paa mig, at jeg blev som bedøvet. Min søster førte mig ud i frisk luft; hun skjændte paa mig, fordi jeg var skyld i, at hun ikke fik se keiseren spise.»
Endelig blev dagen for hans afreise bestemt. Den unge pige vaagnede tidlig ved lyden af et posthorn.
«Jeg hoppede ud af sengen,» fortalte hun mange aar efter; «i mit store hastverk faldt jeg midt paa gulvet og stødte knæet mod en spiker. Jeg gav ikke agt paa det, men sprang frem til vinduet, da keiseren kjørte forbi. Han saa op til mit vindu, inden jeg havde faat tid til at aabne det; han kastede haandkys og vinkede med lommetørklædet, helt til han forsvandt om gadehjørnet.
Siden har jeg aldrig hørt et posthorn uden at tænke paa denne afsked. Endnu idag, da jeg har seilet ned ad livets strøm i hele dens længde og snart skal stige iland, føler jeg smertelig vemod, naar jeg hører disse toner i det fjerne. Og dog er saa meget, som menneskene sætter pris paa, sunket i grus omkring mig, uden at jeg sørger over det.»
Tre aar efter døde Karl den syvende. Hans død gjorde et dybt indtryk paa hende, og hun glemte ham aldrig. I sin høie alderdom fortalte hun sin
