Kort efter fru Goethes død besluttede hendes søn at forfatte sit livs erindringer. Det faldt ham vanskeligt efter et saa bevæget liv at gjenkalde i mindet, hvad han havde oplevet i længst forsvundne tider. Mange mennesker, som han skyldte den dybeste taknemmelighed fra sine udviklingsaar, var, som han selv udtrykte det, «bleven skyggebilleder for ham».
Han skrev i sine annaler: «Det viste sig, at jeg havde ventet for længe med biografien. Jeg burde have udarbeidet den, medens min moder levede. Dengang stod jeg hine barneaar nærmere, og jeg vilde være bleven helt sat tilbage til dem ved hjælp af den enestaaende og kraftige hukommelse, som hun var i besiddelse af.»
Skjønt han i en række scener i «Dichtung und Wahrheit» viser enkelte, baade humoristiske og alvorlige sider af hende, gav planen ham ikke leilighed til at skjænke efterverdenen et afrundet billede af moderen i dette verk. I sit livs sildige aften havde han endnu til hensigt at reise hende et literært mindesmerke; kort før sin død fortalte han sin sekretær Riemer, at han tænkte at skrive en bog om fru Aja. Blandt hans efterladte papirer har man fundet et hefte med overskriften «Aristeia der Mutter» («til moderens forherligelse»). Under titelen har han tilføiet: «Den skal vise, hvordan min moder udmerkede sig herlig blandt kvinderne.»
I denne «Aristeia» har Goethe nedskrevet fortællinger om sin moder og hendes forældrehjem, som Bettina sendte ham efter hans opfordring, og som hun senere optog i sin egen bog: «Goethes Briefwechsel mit einem Kinde».
