huse og fartøier paa Main-floden var prydede med vimpler og flag; gjennem de trange gader strømmede uendelige menneskeskarer, som ventede keiseren. Marschallerne steg tilhest, gesandterne kjørte frem. Endelig øinede man den store baldakin, som blev baaret af tolv raadmænd. Karl red frem paa sin pragtfulde hest, iført keiserkaaben og med kronen, rigsæblet og scepteret; den skjønne Wittelsbacher saa med melankolske øine ud over mængden.
Ingen af de tilstedeværende glemte ham nogensinde. Hele Frankfurt var i en rus af begeistring. «Vivat Carolus» raabte tusinder.
Fra et vindu i raadhuset var Elisabeth Textor tilskuer, da kroningstoget gik til kirken og tilbage til raadhuset. Det var naturligt, at det livlige, varmtfølende barn bevarede dette billede i sin erindring.
Keiseren var halvandet aar i Frankfurt; han blev forgudet af gamle og unge.
Han var særdeles venlig stemt mod overborgermesteren, der modtog mange beviser paa hans naade; i Elisabeths hjem talte man om ham med den høieste ærbødighed. Den unge pige fulgte ham overalt, hvor det var muligt. Hendes mørke øine straalede, naar hans blik streifede hende.
«Ak, hvilke øine han havde,» sagde hun i sin alderdom. «Jeg løb efter ham i alle kirker. Han pleiede at knæle paa den nederste bænk, ved siden af de fattige, og at gjemme hovedet i hænderne. Naar han hævede blikket, traf det mig lige i sjælen.
Hjemme kunde jeg ikke udholde de gamle forhold – alt forekom mig forandret! Naar jeg kom ind i mit sovekammer, lagde jeg mig paa knæ ved sengen,
