Saalænge Christiane levede, havde det ikke været muligt for ham at faa en hustru fra de fornemme kredse. Et halvt aar efter hendes død forlovede han sig, efter faderens ønske, med Othilie von Pogwisch, hvis bedstemoder var storhertugindens overhofmesterinde. Han blev fader til tre smukke og begavede børn, Walther, Wolfgang og Alma; men egteskabet blev meget ulykkeligt. Han følte sig uvel i sit hjem og i sin familiekreds. Fra slegten Vulpius havde han en skjebnesvanger arv: tilbøielighed til drik, som ikke lod sig bekjæmpe; hans eneste ønske var at komme bort fra Weimar. Vaaren 1830 reiste han til Italien. Han døde samme høst i Rom.
Den unge fru Goethe med sine børn blev boende hos sin svigerfader.
De sidste aar af sit liv trak Goethe sig tilbage fra verden. Langt ind i sin høie alderdom bevarede han sin aandelige og legemlige spænstighed; de brunsorte øine havde samme vidunderlige glans som i hans ungdomstid. Han bevarede ogsaa sin kjærlighed til naturen, sin menneskevenlighed og sin arbeidsglæde.
I mere end seksti aar havde han bevidst og ubevidst arbeidet paa «Faust»: I tagkammeret i Frankfurt, i Strassburgs domkirke, i lysthuset ved Sesenheim, under de gamle lindetrær udenfor Wetzlar, ved Rhinen, i Rom og i Weimar. Sommeren 1831 afsluttede han omsider anden del af dette vældige drama.
Goethe døde den 22de mars 1832 siddende i sin lænestol. Han blev tre og otti aar gammel.
Tusinder fulgte ham til graven. Han hviler i
