Melber. Hun spurgte ham, hvor lang tid hun havde igjen; da han svarede undvigende, raabte hun ærgerlig:
«Vil han være saa god at sige mig sandheden! Jeg ved vel, at det lakker mod slutningen. Sig mig aabent, hvorlænge jeg kan leve?»
Han svarede, at hun sandsynligvis kunde leve til næste dags middag. Hun hørte rolig paa hans ord og bad ham blive hos hende.
Ikke langt fra hendes hus blev der holdt konsert, og musiken lød ind i hendes værelse.
«Naar jeg slumrer ind, vil jeg tænke paa den musik, som jeg snart skal høre i himlen,» sagde hun.
Med fuld bevidsthed gik hun ind i døden ved middagstid den 13de september 1808.
Samme dag, som efterretningen om hendes død naaede Weimar, vendte hendes søn tilbage fra Karlsbad. Hjemmet var festlig smykket; først efter middagen vovede Christiane at meddele ham det sørgelige bud. Han var sønderknust. Som altid, naar store sorger rammede ham, stængte han sig i taushed inde i sine værelser.
Faa dage efter skrev han til Louise Nicolovius:
«Vor gode moder har dog forladt os for tidlig! Men det skjænker nogen trøst, at hun havde en lys alderdom, og at hun stod freidig og med løftet pande de trængselsfulde tider.»
Johan Fredrik Schlosser skrev til August Goethe:
«Roligt og stolt som hendes liv havde været, var ogsaa hendes milde, lidelsesfrie død. Hendes omtanke for andre forlod hende end ikke i hendes sidste øieblikke.»
