været hendes tjenestepige, blev hos hende til hendes død.[1] Bettina var paa et af sine hyppige besøg i Rheingau, men kom paa en kortere tid til Frankfurt og skyndte sig til hende.
«Du holder mig oppe i denne lidelsestid,» sagde hun til den unge pige; «jeg ved, at enden nærmer sig.»
Hun traf bestemmelser med hensyn til sin begravelse: Hun gav sin pige ordre til at lægge rigelig med rosiner i begravelseskagen, thi hun havde aldrig likt kager, hvori der ikke var mange rosiner. Hun bestemte ligeledes, hvilken vin der skulde sættes frem for følget.
Kort før hendes død kom en snedker for at anbefale sit arbeide. Hun svarede, at det gjorde hende ondt, at han kom saa sent; hun havde allerede bestilt sin kiste. Hendes omgangsvenner troede ikke, at hun var farlig syg; de indbød hende til et selskab. Hun bad dem undskylde, at hun ikke kom; raadsherinden «skulde netop lægge sig til at dø».
Tilstanden forværredes, men hun var fremdeles aandsfrisk og tilfreds.
Goethe tilbragte sommeren i Karlsbad; han havde ikke truffet sin moder de sidste elleve aar. Hun havde elsket ham høiere end nogen anden; derfor havde hun aldrig ladt ham ane, hvor hun længtede efter ham. Ogsaa nu forbød hun paa det bestemteste, at man underrettede ham og hans familie om hendes sygdom.
Dagen før sin død sendte hun bud efter doktor
- ↑ «Lieschen» kaldte altid den store digter «vor unge herre». Hun døde først i 1846 og var tilstede, da Goethes statue blev afsløret i Frankfurt.
