hjertens lyst. Den ene skaffer sig en blegeplads, den anden anlægger en have; det ser nydelig ud, – og dermed basta. Plag ikke den kjære August med skrivning! Jeg ved, hvor han bor, og at han er frisk. Han gjør fodture, hvad mere behøver jeg at vide? – Lev vel! Hils hr. Riemer og bliv ved at holde af
Din
trofaste moder
Goethe.
E. S. Hvis en skuespiller ved navn Werdy træffer dig, saa vær venlig mod ham.»
Mod slutningen af august gik det hurtig nedad bakke med hendes legemskræfter. Men hun trøstede sig over alderdommens skrøbeligheder med sit sedvanlige gode humør. Hun sagde til en veninde, som besøgte hende:
«Nu er jeg igjen tilfreds med mig selv og kan blive ved at lide nogle uger. En tid var jeg utaalelig; jeg gjorde oprør mod Vor herre som et lidet barn, der intet forstaar. Men igaar kunde jeg ikke holde det ud længer! Skam dig, gamle raadsherinde, sagde jeg; du har havt nok af gode dage, du har tilmed Wolfgang! Naar de onde dage kommer, maa du ikke sætte op et saa misfornøiet ansigt! Vil du bestandig vandre paa roser, skjønt du har naaet støvets aar? – Lidelserne slap mig, da jeg sagde dette. Jeg blev bedre, fordi jeg ikke var saa ond.»
Ved siden af fru Schlosser og hendes datter tog familien Stock sig varmt af hende i hendes sidste dage. Hendes søstersøn doktor Melber var hendes huslæge. Elisabeth Hoch, der mangfoldige aar havde
