«Kjære søn!
Jeg modtog lykkelig og vel dine verker den 29de juni. Jeg, Schlossers, Stocks takker paa det hjerteligste for dem. Alle otte bind er hos bogbinderen og bliver indbundne i det fineste skindbind, hvilket er en selvfølge, hvor det gjælder saadanne mesterverker. Dit kjære brev af 22de juni var det atter trøsteligt, kjært og herligt at modtage. Maatte Gud vedblivende velsigne din kur og lade det gamle onde forsvinde! Lov og tak skal ikke mangle, saa længe jeg lever!
Endnu har jeg ikke kunnet tilstille Bettina dit kjære, venlige brev til hende. Hun farer rundt som en lygtemand, snart er hun i Rheingau, snart andre steder; naar hun kommer, skal hendes lykke blive hende tildel. – Paa denne aarstid er det altid propfuldt af fremmede i Frankfurt; det er som en folkevandring. De kommer helt fra Norge. Alle er forbausede over Frankfurts skjønhed, men især over byens omegn. De gamle volde er revne ned, de gamle porte er sløifede; rundt hele byen er anlagt en park. Det er næsten som et eventyr, – man ved slet ikke, hvordan det tidligere saa ud. Vore gamle parykker vilde ikke bragt alt dette tilveie, selv om de havde holdt paa til dommedag! Ved det mindste solglimt strømmer utallige mennesker ud af byen, kristne, jøder pêle-mêle, – alle mellem hverandre i den skjønneste orden, – det er det mest rørende, man kan se for sine øine. Og alt dette gjøres uden udgifter! De pladse, hvor de gamle stadsmure og volde laa, bliver solgt til herværende borgere; én tager meget, en anden mindre, – alle bygger af
