almindelig geistlig dragt, faldt det hende i første øieblik ikke ind, hvem det var, som viste hende denne ære. Men da hun ved taffelet sad ved hans side og saa den dybe ærbødighed, alle viste ham, gik det pludselig op for hende, hvem han var. Efterat han havde udbragt en skaal for hendes søn, reiste hun sig og raabte begeistret: «Leve hans høihed!»
Naarsomhelst hun viste sig i selskabslivet, var hun, til trods for sin høie alder, et midtpunkt, som alle samlede sig om. Bettina beskriver en fest, hvor fru Aja var tilstede vaaren 1808. Hun kom ved middagstid, blev til klokken et om natten og befandt sig dog fuldstændig vel den følgende dag. Man havde taffelmusik, og der blev sunget. Raadsherinden sang sammen med fire og tyve personer saa høit, at man hørte hendes stemme over alle de andre. Efter middagen fortalte hun selskabet et eventyr. Da man drak hendes søns skaal, blev hun end mere festlig stemt; hun forsikrede, at hun følte sig, som om hun var tyve aar gammel, og som om hun endnu kunde leve i treti aar.
Faa maaneder efter døde Goethes moder.
Fru Aja's sidste brev til sønnen. – Hendes sygdom og død. – Goethes familie. – Hans død. – «Aristeia der Mutter». – En mindefest. – Statuen af Goethes moder.
Den første juli 1808 skrev fru Goethe det sidste brev til sin søn. Intet tyder paa, at hun følte sig legemlig svag:
