stor mand og digter, – thi den ros, som ikke tilkommer mig, modtager jeg aldrig! – Jeg ved desuden meget vel, hvem det er, som skal have tak og pris. Jeg har sandelig ikke gjort det ringeste til din dannelse i moderlivet, da spiren til det hele blev nedlagt. – Saa har du da, min kjære fru Aja, med føie givet Gud æren, som ret og billigt er. – Men lad os nu komme til mit lys, som staar paa lysestagen og skinner yndefuldt i øinene paa professorerne: Den gave, Gud har givet mig, er levende at kunne fremstille alt, hvad der ligger indenfor min viden, stort og smaat, virkelighed og digt! Saasnart jeg kommer ind i et selskab, bliver alle glade og fornøiede, fordi jeg fortæller. Jeg lod altsaa professorerne høre mine fortællinger, og de var tilfredse med mig og er det fremdeles. Det er hele kunststykket! Men endnu en ting er nødvendig: Jeg sætter altid op et venligt ansigt, – det glæder folk og koster ingen penge, som afdøde Merck pleiede at sige.»
Blandt de mange, som besøgte hende mod slutningen af hendes liv, var professor Heinrich Voss fra Heidelberg. Han skrev til Goethe:[1]
«Jeg fandt Deres moder fuldstændig saa frisk som for tre maaneder siden. Jeg fortalte hende meget om Dem, beroligede hende i flere henseender og meddelte kun, hvad der var glædeligt. Jeg gav den udmerkede dame haab om, at De kommer og besøger hende i vinter; jeg tænkte mig det, og jeg tænker det fremdeles! Da maa De ogsaa komme til Heidelberg, kjære hr. geheimeraad! Deres moder har allerede lovet at følge med Dem!»
- ↑ 1 September 1806.
