«De har der en bue; – lader De den være spændt hele dagen?» spurgte Johannes i løbet af samtalen.
«Langtfra,» sagde den fremmede, «det gjør ingen skytter! Buen maa afspændes.» – «Det samme er tilfældet med menneskesjælen,» sagde Johannes; «den maa ogsaa afspændes, ellers bliver den sløvet.»
Rigtignok er jeg ingen Johannes; men jeg har en sjæl, som i dagens løb anstrenger sig, skjønt den ingen aabenbaringer dikterer mig! Betænker man, at den bor i et seks og sytti-aarigt legeme, bør der absolut spændes fra. Er jeg mellem gode venner, saa er det ikke tale om at gjøre det, – da ler jeg høiere end de yngste. Det er heller ikke tale om det, naar jeg er i teatret, hvor der kanske ikke er seks, som føler saa levende for det skjønne som jeg, og som morer sig saa kostelig. Men naar jeg er ganske alene hjemme og allerede maa tænde lys klokken halv fem, henter jeg min agerhøne, og da er jeg saa forhippet paa den, at ingen faar komme til mig.» –
Enhver triumf for hendes elskede søn, hver anerkjendelse af hans geni baade i indland og udland var en lysstraale, der faldt ind over hendes alderdom.
Den 6te oktober 1807 skrev hun til Goethe:
«Markedet var fuldt af – professorer!!! Da meget af din ros og ære falder tilbage paa mig, og folk indbilder sig, at jeg har nogen del i dit store talent, saa kommer de for at betragte mig. Jeg stiller ikke mit lys under en skjeppe, men paa lysestagen! Ganske vist forsikrer jeg menneskene, at jeg ikke har bidraget det ringeste til det, som har gjort dig til en
