by. Sikkert var det ikke uden betydning for fru Goethes livssyn, at hun – skjønt hun levede paa en tid, da rangsforskjellen var stor og de enkelte klasser var afsondrede – voksede op i en by, hvor der herskede en fri forfatning.
Naar rigshovedstaden rustede sig til kroningsfest, syntes middelalderen at stige frem i hele sin pragt, og man levede som i en eventyrverden. Frankfurterne betragtede de kroninger, som de bivaanede, som høidepunkter i sit liv. Goethes moder oplevede fem kroninger i sin fødeby.[1]
Da hun var mellem elleve og tolv aar gammel, blev den skjønne og ulykkelige Karl den syvende romersk keiser. Aftenen før keiservalget blev alle fremmede vist ud af byen; byportene blev lukkede, og jøderne blev stængt inde i sin egen gade. Selv den vordende keiser maatte vente udenfor stadsporten, indtil det var bleven afgjort, at han vilde blive valgt.
Kurfyrster og gesandter kom fra alle dele af riget med stort følge. De togede til kirken, hvor de afgav sine stemmer, medens folket ventede udenfor i stor spænding.
Efter valget aabnedes portene atter. Karl den stores rigsklenodier blev baaret ind i byen. Broen, som keiseren skulde ride over, blev belagt med klæde i det tyske riges farver. Raadsherrer, borgere og militære aflagde troskabseden.
Den 12te februar 1742 blev Karl den syvende kronet. Alle klokker ringte fra de gamle taarne, alle
- ↑ Karl den syvendes kroning 1742, Franz den første kroning 1745, samt Joseph den andens, Leopold den andens og Franz den andens kroning.
