De sidste indkvarteringer. – Breve fra fru Goethe til hendes svigerdatter og til hendes søn. – De sidste gjesters indtryk og de sidste fester.
Fru Goethe havde indkvarteringer til sine sidste dage, og hun bar denne plage vedblivende med et lyst smil.
«Min franske indkvartering forlod mig igaar,» fortalte hun Bettina. «Før jeg fik tænkt mig om, tog den unge gut mig om halsen, kyssede mig og sagde: «Vous êtes ma mere!» Han græd og jeg græd. Du skulde have set alle omfavnelserne! Uafladelig sprang han igjen opad trapperne og trykkede min haand atter og atter og atter; det vilde aldrig have taget ende, hvis ikke trommen havde kaldt.»
Den 14de december 1807 skrev hun til sin svigerdatter:
«For en uge siden havde vi russere i indkvartering, alle var smukke, høflige, velopdragne folk. Jeg havde to overordentlig elskværdige unge mennesker. – –
Her sner det som i Lapland. For min skyld kan det gjerne sne og hagle, jeg har to varme stuer, og jeg har det hyggeligt inden døre. Naar veiret er saa stormfuldt, bliver jeg hjemme; den, som vil se og høre mig, maa sende vogn efter mig. Jeg er meget lykkelig, naar jeg er ganske alene hjemme om aftenen. Fru Aja! fru Aja! naar du kommer i farten, enten det er med tale eller skrivning, gaar det som en stekevender. – – Jeg tror, at jeg lader den løbe, til jeg har givet eder et lidet begreb om min aftenglæde:
