glæde, end de døde bogstaver kan udtrykke. Glæd mig i hjerte, sind og sjæl og kom snart tilbage til mig. Du er bedre, kjærere, større end de mennesker, som krabber rundt omkring mig. Man kan ikke egentlig kalde deres gjøren og laden for liv; der findes ikke en gnist hos dem, hvor man skulde kunne tænde en fyrstik, – de spærrer munden op i forundring over hver tanke, som ikke staar i ABC-bogen. Men nok om dette! Lad os komme. til noget, som holder os skadesløs: Min glæde var stor, da jeg hørte af min svigerdatter, at du var i Weimar, du gjorde dem megen glæde, man beklagede kun, at du blev saa kort. – Hvor meget vi vil have at fortælle hinanden!!! Kom derfor snart og glæd hende, som, indtil teppet falder, er og bliver
din sande veninde
Elisabetha Goethe.»
Alt, hvad fru Goethe fortalte, bevarede Bettina i sin erindring, og mange af hendes udtalelser skrev hun straks ned. «Jeg gjorde det ikke af anden grund end fordi jeg blev overrasket over hendes aand, og fordi det var saa merkværdigt, at hun var det eneste grønne træ blandt saa mange tørre kviste,» sagde hun.
Hun kom til Goethe som budbringer fra hans moder. Ved at gjentage alt, hvad fru Aja havde fortalt hende, vakte hun minderne fra hans ungdom; og det styrkede baandet mellem dem, at hun gjorde hans moder glæde. Mødet med den store digter var opfyldelsen af hendes skjønneste drøm; hun overøste ham med stormende tilbedelse, og der opstod et
