Hun kaldte dette digt sin trosbekjendelse.
Helt kunde de mødes i sin kjærlighed til den store digter, som moderen saa gjerne talte om, og som Bettina aldrig blev træt af at høre om.
Goethe sendte hende nogle venlige linjer gjennem sin moder. Hun svarede ham i et overstrømmende brev. Vaaren 1807 reiste hun til Weimar.
«Den lille Brentano har altsaa alligevel sat sin vilje igjennem og set Goethe,» skrev fru Aja til sin svigerdatter. «Jeg tror, at hun ellers vilde være bleven sindsforvirret; thi noget lignende har jeg aldrig oplevet! Hun vilde klæde sig som gut og vandre paa sin fod til Weimar. Ifjor vinter var jeg ofte rigtig ængstelig for pigebarnet. Gud ske tak, at hun endelig har faat sin vilje paa skikkelig maade.»
Kort efter skrev hun igjen om hende til svigerdatteren:
«Det staar ikke til at negte, at hun er fuld af egenheder, og det er ganske naturligt, at man bedømmer hende galt. Hun har igrunden ingen anden her end mig. Hun kommer til mig hver dag, – det er næsten hendes eneste glæde! Jeg maa da fortælle hende om min søn, senere maa jeg fortælle eventyr. Hun paastaar, at intet menneske kan fortælle som jeg.»
Den 19de mai 1807 skrev fru Goethe til sin unge veninde:
«Gode, kjære, bedste Bettina!
Hvad skal jeg sige dig, hvordan skal jeg takke dig for den store fornøielse, du har gjort mig! Din gave er smuk og udmerket; men din kjærlighed og dine gode tanker er mere værd og gjør mig mere
