Det er mange aar, siden vi kom bort fra hinanden – som det saa ofte gaar i livet –, men de gode minder fra fortiden er aldrig bleven udviskede af min erindring.» – –
I sine sidste aar fik fru Goethe en ny ven; Maxe Brentanos yngste datter Bettina sluttede sig til hende med ungdommens sværmeriske hengivenhed.
Hendes moder havde søgt trøst hos fru Aja i sit ulykkelige egteskab. Hendes broder Clemens, der blev berømt som digter, havde fundet ly hos hende, naar verden haanede ham. Ogsaa Bettina havde kjendt hende fra sin tidlige barndom; men hun havde tilbragt sin første ungdom hos sin bedstemoder i Offenbach, og hun var tyve aar gammel, da hun traadte hende nærmere.
Hendes intime veninde forfatterinden Caroline von Günderode blev sindssyg og forkortede sit liv. I sin sorg bad den unge pige raadsherinden om trøst og venskab.
«Vi vil forsøge det,» svarede hun.
Hvor forskjellig den excentriske Bettina end var fra den ligefremme og kjernesunde «Frau Rat», kastede hendes ungdom og hendes overstrømmende begeistring for sønnen et solskjær over den gamle dames sidste dage. Naar hun var i Frankfurt, besøgte hun hende hver eneste dag. Hun pleiede at styrte ind til hende med favnen fuld af blomster og grene, som hun havde plukket paa sine spadserture i byens omegn. Hun kastede blomsterne paa gulvet, satte sig paa en skammel ved hendes fødder og lagde hovedet i hendes skjød.
«Du kaster blomsterne bort, skjønt du har baaret dem den lange vei,» sagde fru Goethe; – hendes
