Hun var i sin høie alderdom ikke alene tilskuer ved det tyske riges undergang, men hun oplevede at Frankfurt mistede sin selvstændighed. Ved Napoleons magtsprog blev hendes fødeby tilkjendt fyrstbiskop Dalberg, som indlemmede den i sine stater.
Den 6te august 1806 erkjendte Franz af Østerrige det tyske riges opløsning; han nedlagde sin værdighed som tysk keiser. Denne begivenhed greb fru Goethe dybt.
«Jeg er tilmode, som naar en gammel ven er meget syg,» skrev hun til Goethe.[1] «Lægerne opgiver ham, man er sikker paa, at han skal dø; men tiltrods for denne vished bliver man rystet, naar der kommer brev om, at han er borte. Saaledes føles det for mig og for hele byen! Igaar blev «keiser og rige» første gang udeladt af kirkebønnen. Illuminationer, fyrverkerier, o. s. v., men intet tegn paa glæde, – altsammen er som begravelsesfester.» –
I Weimar var forholdene omkring dette tidspunkt endnu værre end i Frankfurt. Karl August var ved hæren og kjæmpede paa Preussens side; de fleste medlemmer af hans familie var flygtede ud af det lille land.
Fredrik den stores armé blev knust i slaget ved Jena. Preusserne flygtede gjennem Weimar, franskmændene forfulgte dem, og de franske soldater plyndrede byen og mishandlede befolkningen.
Hertuginde Louise var forbleven paa sin post; efter altid at have været upopulær, blev hun pludselig elsket og æret. En stor del af befolkningen søgte beskyttelse hos hende.
- ↑ Den 19de august 1806.
