værelset ved siden af mig, og jeg haaber; at han skal føle sig vel hos mig. Vi skal se, hvordan vi kan fordrive tiden for ham!»
Hun tog ham med til sine venner; mange fandt, at han lignede sin fader, og alle modtog ham hjertelig.
«Den kjære gut har et særdeles indtagende væsen; alle, som ser ham, holder af ham,» skrev fru Goethe til sin søn.
Han takkede hende varmt:
«Jeg vilde ønske, at erindringen om hans besøg maatte være Dem til halvt saa megen glæde, som hans fortællinger derom er for os. Vi hensættes levende til Dem og mine gamle venner. Tak hjertelig alle, der modtog ham saa venlig! Det første forsøg paa at kikke ud i verden har lykkedes saa vel for ham, at jeg nærer godt haab for hans fremtid. Han har havt en lykkelig ungdom, og jeg ønsker, at han glad og munter maa gaa ind i en alvorligere alder. Naar han fortæller om, hvor vel De fremdeles befinder Dem, er det den største glæde for os; han maa atter og atter gjentage det.»
«Nu er han altsaa hjemme igjen, frisk paa legeme og sjæl,» svarede bedstemoderen. «Gud lade ham vedblive at være, som han er, da vil vi alle faa glæde og lykke. Amen! – Jeg var meget bedrøvet, da han reiste. I de fire-fem uger havde jeg vænnet mig saa til ham, at jeg stadig syntes at høre hans stemme i sideværelset. Min eneste trøst var, at man ikke her kan gjøre noget for hans fremtid, og at dette maa være vigtigere for mig, end at han er i nærheden af bedstemoder.»
