hun. «Gud og hans gode natur har hjulpet ham. Man kan igjen tale til mig om Wolfgang, uden at jeg faar et stik i hjertet, naar han nævnes.»
Den rørende omsorg, som Christiane havde vist under Goethes sygdomme, og de gode breve, som blev vekslede, styrkede baandet mellem hende og Goethes moder.
«Jeg liker glade mennesker,» skrev fru Aja til hende;[1] «naar de hører til min familie, holder jeg dobbelt og tredobbelt af dem! Hvis jeg var regjerende fyrstinde, vilde jeg gjøre som Julius Cæsar: man skulde kun se glade ansigter ved mit hof! De gode mennesker er som oftest glade, fordi de har god samvittighed; jeg er bange for, at lurendreierne, som altid ser ned, har noget af Kains natur. Ifølge Luther sagde Gud til Kain: Hvorfor skjuler du dit ansigt? Men i den oprindelige tekst staar det: Hvorfor hænger du med hovedet?» –
Da August var femten aar gammel, blev han konfirmeret. Først nu blev han legitimeret af Goethe, som kort efter sendte ham til Frankfurt, hvor han overraskede sin bedstemoder.
Hun var ikke hjemme, da han kom. Hendes pige sagde, at hun var i teatret, og han skyndte sig did. Da han heller ikke traf hende der, gik han tilbage til hendes bolig for at vente paa hende.
«Igaaraftes klokken ni, da jeg kom hjem, kom en vakker yngling mig imøde,» skrev fru Goethe.[2] «Først kjendte jeg ham ikke; han er bleven meget stor og meget smuk. Da han nævnte det navn, som er mig saa kjært, stod jeg aldeles forbauset! Han sover i
