nogenlunde vel, og det ser ud, som jeg ogsaa snart skal komme i aandelig ligevegt. – De vil let kunne tænke Dem, hvor god, omsorgsfuld og øm min kjære lille har været ved denne leilighed; jeg kan ikke rose hende nok for hendes utrættelige opofrelse. August har ligeledes holdt sig meget tapper, og begge er til stor glæde for mig nu, da jeg vender tilbage til livet.
Den deltagelse, som hans høihed hertugen, den fyrstelige familie, byen og omegnen viste mig under min ulykke, var ligeledes meget trøstefuld. Jeg tør ialfald smigre mig med, at man har nogen hengivenhed for mig, og at man tillægger mit liv nogen betydning.
Jeg ønsker, at De maa tilbringe vinteren rigtig frisk og glad! Da jeg hverken er hindret fra at se mennesker om mig eller fra at beskjæftige mig, tænker jeg, at disse par sørgelige maaneder ikke vil være uden nytte og glæde.»
Moderen var fuld af jubel og tak. Hun svarede:
«Hele vor by var i bevægelse paa grund af din sygdom. Saasnart det blev meddelt i bladene, at du var bedre, regnede aviser ind i min stue; alle vilde være den første, som bragte mig den glædelige efterretning. – – Maatte Gud fremdeles styrke dig paa sjæl og legeme, – dette er mit daglige ønske og min bøn!»
Vinteren 1805 blev han atter livsfarlig syg. Ogsaa denne gang vakte efterretningen stor sorg og uro i hans fødeby. Ingen af de mange, som gik ud og ind i hans moders hus, vovede at nævne det til hende.
Da han var udenfor fare, talte hun selv om det.
«Skjønt man intet sagde, vidste jeg selvfølgelig, at det stod meget daarlig til med Wolfgang,» sagde
