I sin moders høie alderdom gjennemgik han to gange livsfarlige og langvarige sygdomme. Den 2den januar 1801 blev han angrebet af halsbetændelse og rosen, og man frygtede for et hjerneslag.
Christiane veg ikke fra ham, medens han svævde mellem liv og død. Karl August og Anna Amalie var i stor uro for ham. Fru von Stein glemte sin bitterhed; hun besøgte ham sammen med fru von Schiller, og det kom til en forsoning.
Fru Aja fik intet vide om sygdommen, før faren var over og hun fik meddelelse om hans bedring.
Faa uger efter skrev sønnen selv:[1]
«Denne gang, kjære moder, skriver jeg egenhændig til Dem, forat De kan forvisse Dem om, at det atter staar nogenlunde vel til med mig.
Sygdommen overfaldt mig ikke helt uventet; jeg havde en tid befundet mig mindre vel. Hvis jeg ifjor havde besøgt et badested, ligesom i tidligere dage, vilde jeg maaske sluppet lettere. Men da jeg ikke havde et bestemt onde, vidste selv de dygtigste læger ikke, hvad de skulde raade mig til. Og paa grund af magelighed, forretninger og økonomiske forhold reiste jeg ikke til Pyrmont, som man opfordrede til; paa den maade blev det afgjørende udbrud overladt tilfældet.
Efter forskjellige symptomer brød sygdommen endelig ud i slutningen af forrige aar. Jeg har kun en dunkel forestilling om de ni farlige dage og nætter, som De allerede har hørt om.
Da jeg igjen kom til bevidsthed, gik min bedring hurtig fremad; Legemlig befinder jeg mig nu
- ↑ Den første februar 1801.
