meget kjær, og hun skattede mange andre af datidens digtere.
Schiller var bleven professor i Jena paa Goethes anbefaling. Efter at have havt dette embede i ti aar, flyttede ogsaa han til Weimar.
De to digtere arbeidede sammen og sluttede et varmt venskab, som stod urokket til Schillers død, skjønt en mængde mennesker søgte at undergrave det.
Moderen glædede sig over dette venskab og samarbeide. I næsten alle breve til sin søn sendte hun hilsener til «den kjære Schiller». Hun sendte ogsaa ham kritiker over hans bøger; og naar hans dramaet blev opført i Frankfurt, viste hun samme interesse som ved opførelsen af Goethes verker. Schiller satte hendes kunstforstaaelse høit, og baade han og hans hustru var hende varmt taknemmelige for hendes velvilje. Da August Goethe besøgte hende, skrev fru von Schiller til ham:
«Sig til Deres høit ærede bedstemoder, at et af de faa ønsker, jeg endnu har her i verden, er at lære hende at kjende. Jeg elsker og ærer hende af saa mange grunde!» –
Naar Goethe ikke besøgte sin moder i hendes sidste aar, var dette ikke af mangel paa kjærlighed. Han var bundet til Weimar ved mangfoldige gjøremaal, og han var forpligtet til at følge sin hertug paa reiser; han var desuden meget sygelig og maatte tilbringe somrene ved badesteder for at samle kræfter til vinterens strid og møie. Christiane havde altid bekymringer for sin syge geheimeraad og tidtalte flere gange, at «man maatte pleie ham godt den korte tid, han endnu havde igjen».
