naar tilskuerne blev altfor bevægede og der lød applaus og bravoraab. – Bedre, fuldkomnere kan dette sørgespil neppe blive spilt paa nogen scene.»
Den 30te november samme aar skrev hun:
«Nytaarsdag skal Schillers «Tell» opføres hos os. Tænk paa mig klokken seks! De mennesker, som sidder i nærheden af mig og ved siden af mig, skal ikke understaa sig til at pudse næsen, – det kan de gjøre hjemme!»
Kunstnerne ærede hende høit og spilte med dobbelt begeistring, naar hun var tilstede.
Forfatterinden Caroline von Günderode fortæller sommeren 1805 om en opførelse af Goethes «Die Geschwister»:
«Det var tomt i teatret paa grund af varmen. Raadsherinde Goethe sad ganske alene paa samme side som jeg. Hun raabte op paa scenen:
«Hr. Werdy, – spil bare væk! jeg er tilstede!»
Werdy spilte udmerket. Efter hver scene klappede fru Goethe bifald, saa det rungede i det tomme hus, og kunstneren bukkede dybt for hende.
Da det var slut, takkede hun og raabte til skuespillerne, at hun vilde skrive til sin søn om forestillingen.» –
Næst efter Bibelen, som vi ved var hendes kjæreste læsning, interesserede hun sig mest for dramatisk literatur. Men hun læste ogsaa en mængde andre ting: romaner, afhandlinger, tunge historiske verker, og hun havde gjennempløiet Luthers skrifter. I hendes breve ser man hendes iver for at faa tilsendt det literære tidsskrift «Mercur», som indeholdt kritiker over nye bøger.
