mod huslige sysler. Hun likte at klæde sig smukt og brugte altid længre tid til sin paaklædning end søstrene, som kaldte hende «prinsessen».
Hun var overmaade musikalisk. Baade som barn og som ung pige fik hun undervisning i pianospil, og forældrene lod hendes vakre sangstemme uddanne. Kirkemusiken stod høit i hendes fødeby. Ogsaa paa konserter fik hun tidlig leilighed til at høre fremragende kunstnere.
Markederne i Frankfurt – «Messen», som de kaldtes – var berømte, ikke blot over hele Tyskland, men langt udenfor rigets grænser. Disse markeder blev afholdt hver vaar og høst. Fra alle mulige egne strømmede mennesker til byen; de bragte med sig en uendelighed af varer, kunst- og industrigjenstande, tøier, smykker og husgeraad. Hele byen var paa benene og alle vinduer besat af tilskuere paa markedets aabningsdag. Det brogede folkeliv tilførte det opvakte barn en mængde nye og varige indtryk.
Paa pladsen i nærheden af fru Goethes hjem stod to store fjæleboder, hvor der i markedstiden var dukketeater. Dukkerne var vakkert pyntede, og stykkerne var lagt tilrette for det brede publikums smag.
Disse forestillinger lagde den første grundsten til hendes store kjærlighed til teatret.
Som følge af sin embedsstilling havde hendes fader fribilletter til alle skuespil. Da hun var ti aar gammel, tog han hende for første gang med i teatret, og det stykke, hun saa, gjorde et saa dybt indtryk paa hende, at hun i seksti-aars alderen endnu huskede hele scener. Som ung pige saa hun næsten
