i hendes teaterloge og slugte skuespillet med umættelig interesse, var hendes oldemoderstolthed paa sin høide, og hun fortalte til høire og venstre, at han var hendes barnebarnsbarn.»
«Bedstemoder Goethe er overhovedet for vor store familie,» skrev han videre; «hun er den livligste og mest hjertevarme af familien. – Hele hendes væsen, hendes meget bestemte optræden i selskabslivet, hendes originalitet, hendes straalende munterhed river med sig, saa at man ikke faar tid eller lyst til at kritisere. Hverken paa hendes aand eller paa hendes udseende merker man hendes alder. Hvor hun viser sig, vaagner liv og glæde.»
Den engelske advokat og forfatter Crabb Robinson, som besøgte hende 1802, roser i sterke udtryk hendes kraftige personlighed. Mindre sympati synes det at have været mellem hende og den franske forfatterinde fru von Staël, som var i Frankfurt nogle gange i begyndelsen af forrige aarhundrede.
Fru Aja søgte at undgaa hende. Men fru von Staël ønskede meget at træffe Goethes moder, og de mødtes en eneste gang hos familien Bethmann.
En kreds af fornemme frankfurterinder var samlede, da man ventede den berømte dame. Fru Goethe stod i midten, høi og rank. Hendes store øine straalede, og hun var klædt i al sin pragt. Om halsen bar hun det smykke, som dronningen af Preussen havde foræret hende; i haanden holdt hun en gulddaase, hvorpaa der var malet et miniaturbillede af hendes søn.
Modtagelsessalen laa i dæmpet belysning og var dekoreret med orientalske planter. Fru von Staël
