Fru Ajas unge veninde Bettina Brentano traf hertugen hos hende i hendes sidste aar.
Hun kom for at besøge hende en aften. Pigen, som lukkede op, sagde, at raadsherinden endnu ikke var kommen hjem, men at hun ventede hende snart.
Bettina gik ind. Det var mørkt i værelset; hun satte sig ved vinduet og stirrede ned paa pladsen. Det forekom hende, at hun ikke var alene, men at nogen pustede i hendes nærhed; hun ble forskrækket og vovede ikke at røre sig af pletten. Fru Goethe kom straks efter; hendes pige fulgte hende med et tændt lys.
«Er du der?» spurgte raadsherinden. «Ja» raabte to stemmer paa en gang. Bettina kom springende fra vinduet; en ung mand i uniform med mange ordener traadte frem fra en mørk krog. Det var hertugen af Mecklenburg-Strelitz.
«Kan jeg faa lov at spise fleskesalat og eggekage hos Dem iaften, fru raadsherinde?» spurgte han.
Hertugen glemte aldrig Goethes moder. Efter hendes død kjøbte han det store taffelur, som stod i hendes stue.[1]
I 1813, da Tyskland reiste sig for at afkaste Napoleons aag, skrev han til sin søster: «Hvor det er skade, at den gamle fru Goethe er død, at hun ikke oplever at se sin bys gjenopreisning.» –
Vaaren 1800 kom hendes datterdatter Louise Nicolovius til Frankfurt sammen med sin mand og sine tre børn.
Nicolovius fortæller:
«Da vor lille Edvard igaar var hos bedstemoder
- ↑ Dette taffelur forærede han Goethe paa hans ottiaars-fødselsdag.
