dig min glæde!!! Og hvor meget kjært og godt han sagde om dig! – Jeg var saa bevæget, at jeg samtidig havde lyst til at le og græde. I den stemning, jeg var, lod dronningen mig kalde ind i et andet værelse; ogsaa kongen kom derind. Dronningen gik hen til et skab og tog frem et prægtigt halssmykke, og – nu skal du blive forbauset – hun lagde det med egen haand om min hals. Jeg var rørt til taarer og var næsten ikke istand til at takke.
Prydet med dette kostbare smykke kom jeg atter ind i det værelse, hvor hertugen og dronningens tre søstre opholdt sig. De glædede sig meget over min pragt og min forvandling.
Det er umuligt udtømmende at skildre alt, hvad der hændte paa denne for mig saa ærefulde dag. Kun saa meget: Jeg kom glad og lykkelig tilbage til «Goldener Brunnen» klokken ti om aftenen.»
Ogsaa dronning Louises søskende viste hende stedse hjertelighed. Hertug Georg besøgte hende mange gange.
«Jeg vil kun sige Dem, kjære Frau Rat, at jeg i Deres brev gjenfandt min kjære gamle raadsherinde, den kvinde, som har skjænket os den store Goethe, hvilket aldrig har forundret mig,» skrev han til hende. «Bliv ved at holde meget af mig, og lev rigtig, rigtig længe, saa at vi endnu mangen gang, naar jeg kommer gjennem Frankfurt, kan drikke en skaal til minde om den herlige gamle tid.
Dronningen, som fortæller mig, at det var en saa hjertelig glæde for hende at se Dem igjen i Frankfurt, sender Dem sine venligste hilsener. Med Deres tilladelse omfavner jeg Dem, som jeg pleier, efter gammel tysk skik. Georg.»
