bord. Klokken seks hentede han mig i en vogn med to tjenere. Dronningen talte med mig om svundne tider, hun erindrede endnu med stor glæde mit forrige hus, de gode pandekager o. s. v.
Hvilken virkning slige ting gjør paa menneskene! I alle kaféer og vinstuer, i store og smaa selskaber fik man straks høre det; de første dage talte man ikke om andet, end at «dronningen har ladt «Frau Rat» hente til sig gjennem arveprinsen af Mecklenburg». – Og hvor man plagede mig til at fortælle alt, hvad vi havde talt om, – kortsagt: jeg havde en glorie om min pande, som klædte mig godt.»
Sommeren 1803 opholdt dronning Louise af Preussen sig atter i nærheden af Frankfurt. Den 24de juni skrev fru Goethe til sin søn:
«Kongen og dronningen af Preussen var i Wilhelms bad. Dronningen erklærede, at hun maatte tale med raadsherinde Goethe, og at man maatte træffe foranstaltninger for at faa mig ud til hende. Som følge deraf underrettede grevinden af Leiningen mig om hendes majestæts befaling, og klokken to om eftermiddagen hentede hun mig i en vogn, som var forspændt med fire raske heste. Klokken halv fem kom vi til Wilhelmsbad. Jeg blev ført ind i et elegant værelse, hvor dronningen viste sig som solen blandt stjernerne. Hun glædede sig hjertelig over at se mig og forestillede mig for sine tre søstre: hertuginden af Hillburghausen, arveprinsessen af Thurn og Taxis, fyrstinden af Solms; den sidstnævnte og dronningen huskede endnu med stor fornøielse mit hus og meget andet. Da jeg rigtig var fuld af jubel, – hvem kom ind? Vor hertug af Weimar! Tænk
