tidsnok høre det; hvis den ikke vedkommer mig, bekymrer den mig ikke. Selv om der bryder ild ud i den gade, hvor jeg bor, vil jeg ikke vide det, før det er nødvendigt.»
Hun havde vedblivende sin gode appetit, og hun var altid sirlig klædt. Endnu paa sine gamle dage tog hun sig udmerket ud, naar hun brusede ind i selskaber, kunstfærdig friseret, som oftest klædt i gul silkekjole med langt slæb og brede kniplinger, med egte perler om halsen, brillanter paa brystet og armbaand, som lyste af diamanter. Naar man hilste hende paa gaden, stillede hun sig op som til menuet og neiede dybt.
Hun var gjenstand for den største ærbødighed. Næsten alle stormænd, som reiste gjennem hendes by, opsøgte vedblivende den gamle dame. Blandt disse var Alexander von Humboldt, Jacob Grimm og statsminister von Hardenberg. Ogsaa gamle venner fra Weimar dukkede atter op: Musikeren Kranz sendte hende sine kompositioner. Kraus, der var direktør for den hertugelige tegneskole, besøgte hende flere gange. Hun var hyppig gjest hos Anna Amalies søster, markgrevinden af Baireuth, som pleiede at besøge Frankfurt. Og Karl Augusts søn, den senere storhertug Karl Friederich, besøgte hende vaaren 1802 paa gjennemreise til Paris.
Men de største æresbeviser, og de som hun satte mest pris paa, blev vist hende af «hendes prinsesse Louise», som nu var dronning af Preussen.
Den 20de juli 1799 skrev hun til Goethe:
«Dronningen indbød mig gjennem sin broder. Prinsen kom til mig til middag og spiste ved mit lille
