«Den efterretning, som jeg idag bringer dig, vil komme uventet, og den vil bedrøve dig. Schlosser er død; han blev reven bort fra os den 17de dennes af lungebetændelse.
De par aar i Eutin synes ikke at have været heldige for ham. Da han reiste, saa han frisk og blomstrende ud; ved hans tilbagekomst for elleve maaneder siden kjendte man ham næsten ikke igjen. Idag for fjorten dage siden opholdt han sig i sin have, som han nylig havde kjøbt. – Han hørte skud, men blev ved med sit arbeide. Skuddene kom nærmere; da skyndte han sig afsted og kom til Eschenheimerport. Den var stængt, broen var trukket op, franskmændene stod foran den. En mand sagde til ham, at han kunde komme ind ad den nye port, hvis han skyndte sig. Nu anstrengte han sig til det yderste, kom ogsaa vel ind, men var ophedet og angst. Han gik hen til sin svigerinde, som laa syg i et forfærdelig varmt værelse, og hvor han selvfølgelig blev endnu mere ophedet. Nu blev det pludselig bestemt, at der skulde holdes møde i raadhuset, og han maatte ile afsted til den store, kolde raadssal. Dagen efter fik han hoste, feber og aandenød. Han vilde ikke have læge. Endelig kom der en, som fandt ham dødssyg; man hentede en til, som ligeledes erklærede, at sygdommen var meget farlig.
Denne gang havde de ret; thi han døde!
Den gode fru Schlosser og hendes to kjære børn sender dig hjertelige hilsener.»
