han – som i Götz von Berlichingen – kaldt hende Elisabeth efter hende. – –
Skildringen af hendes klogskab og ømhed, hendes ønske om at se sønnen gift og lykkelig, hendes vanskelige stilling ved siden af den pedantiske mand og den inderlige forstaaelse mellem moder og søn rørte fru Goethe dybt.
Et aars tid efter at sønnen havde forladt hende, vendte hendes svigersøn uventet tilbage til Frankfurt; han var bleven udnævnt til borgermester efter sin broder, som nylig var død.
«Hvem skulde have drømt om dette,» skrev fru Aja til Goethe.[1] «Jeg faar i ham en støtte, og det kan jeg trænge under de nuværende forhold, som fremdeles er vanskelige. – Jeg glæder mig til omgangen med fru Schlosser; skjønt jeg har adskillige damebekjendtskaber, er der ingen, som helt forstaar mig. Erindringen om de gamle tider vaagner atter: da Hanchen sad hos mig ved det runde bord i det gamle hus, og du mangen hyggelig aften var gjenstand for vor samtale.
Det er alligevel komisk, at Schlosser, som næsten løber til verdens ende af frygt for franskmændene, og som gjør store opofrelser for at undgaa dem, vender tilbage paa en tid, da de mennesker, som han frygter, næsten omringer os, og man endnu ikke ved, hvordan alt vil ende.»
Schlossers frygt for franskmændene synes at have været en forudanelse; kampene i byens nærhed blev aarsag til hans død.
Den 20de oktober 1799 skrev fru Goethe:
- ↑ Den 15de september 1798.
