doktor Starck, havde udkastet den tanke, at man burde gjøre hende umyndig for at redde pengene; men baade hendes søn og hendes svigersøn modsatte sig dette bestemt. Goethe fremholdt, at hun i sin mands levetid havde baaret det tunge økonomiske tryk med største taalmodighed; han erklærede, at hun ikke alene havde ret til at forvalte sin egen formue, men at hun kunde bruge op alt, hvad hun eiede, hvis hun havde lyst.
Samværet var særdeles tilfredsstillende for begge. Fru Goethe talte længe med begeistring om den lykkelige tid, og efter afreisen skrev hendes søn, at afskeden fra moderen havde faldt ham tung.
Nogen tid efter hans tilbagekomst til Weimar udkom hans herlige idylliske epos «Hermann und Dorothea». Han sendte hende straks to exemplarer; det ene var trykt paa det fineste papir og indbundet i silke. Aaret efter sendte han hende et tredie exemplar, der var endnu mere pragtfuldt indbundet.
«Verket fortjener at udstyres saa smukt,» skrev fru Goethe; «det er et uforligneligt mesterverk. Jeg bærer det rundt med mig, som katten bærer sine unger.»
Fuld af glæde fortalte hun sin søn, at en af Frankfurts fremragende geistlige havde citeret vers af «Hermann und Dorothea» ved en brudevielse og havde tilføiet, at bedre ord kunde man ikke give et brudepar med paa veien.
I «Hermann und Dorothea» gav Goethe sin moder et nyt bevis paa sin kjærlighed og forstaaelse, skjønt de havde været adskilte saa længe: Som Hermanns moder har han tegnet fru Goethe; ogsaa her har
