forfærdige alt, hvad der trængtes i hjemmet. Da baade gifte og ugifte kvinder gik med store kapper, var det desuden nødvendigt, at man var flink i fine haandarbeider og kunstbroderi.
I sit syngespil «Erwin og Elmire» citerer Goethe utvilsomt sin moders erindringer:
«I min ungdom kjendte man intet til nutidens forfinelse! Vi lærte at læse og skrive og nød forøvrig al den frihed og glæde, som hører den første barndom til. Vi omgikkes børn af ringe stand, og vi tabte intet ved dette. Moder var ikke ræd for vore klæder. Vi havde ingen falbelader, som kunde rives istykker, ingen blonder, som kunde blive smudsige, ingen baand, som kunde ødelægges; vore tarvelige bomuldskjoler kunde med lethed vaskes. Og vi havde ingen skindmager fransk guvernante i hælene paa os. – – De bedste, jeg har kjendt inden mit eget kjøn, har været de, paa hvis uddannelse man har anvendt mindst.»
Overborgermesterens datter pleiede i sin hjemmevævede dragt og barhovedet at løbe over gaden til fattige familier. Hun og andre unge piger, som hun kjendte fra skolen, morede sig med at spille lotteri om nødder, om brogede silkebaand og om knappenaale, der dengang betragtedes som værdifulde. Man fortalte hverandre eventyr og historier, som man havde hørt, eller som man i bedste tilfælde havde læst, og som Elisabeth havde en egen evne til at digte videre.
Hun havde fra de tidligste aar et muntert og livligt sind. Allerede som barn viste hun paafaldende læselyst, men hun nærede udpræget modvilje
