en hel maaned. Christiane og barnet var en uges tid i Frankfurt; de boede i et hotel i nærheden, hvor han og fru Goethe spiste sammen med dem.
Intet viser bedre fru Ajas storslagne karakter end den hjertelighed, hvormed hun modtog dem. Medens den fornemme verden i Weimar mødte Christiane med foragt, blev hun behandlet som en datter af raadsherinden. Hun følte sig beslegtet med det varme og ærlige i hendes natur. Hun holdt af hende paa grund af hendes kjærlighed og trofasthed mod Goethe; og som god husmoder satte hun pris paa hendes dygtighed. At hun var af lavere stand, spilte ingen rolle for moderen; for hende var det hovedsagen, at hendes søn var lykkeligere i dette forhold, end han vilde have været i «uheldigt egteskab».
Hun ønskede, at Goethe skulde egte hende, men hun søgte aldrig at paavirke ham til dette skridt; hun vidste, at vielsen for ham var en tom form.
Efter dette personlige møde opstod der et hjerteligt hengivenhedsforhold mellem dem. Christiane sendte hende bøger samt et varmt, taknemmeligt brev; i pakken lagde hun et par strømper, som hun selv havde strikket til hende. Fru Goethe sendte hende til gjengjæld ikke blot gode raad og kjærlig opmuntring, men en uendelighed af smaa og store gaver.
Den lille sønnesøn vandt straks bedstemoderens hjerte. Han var dengang mellem syv og otte aar gammel. Men længe før havde hun sendt hilsener, julegaver og mange smukke ting til ham. Efter besøget skrev de regelmæssig til hinanden; August sendte hende tykke bøger, hvori han fortalte stort og smaat om deres familieliv i Weimar.
