en kraftig dame, og det kunde tænkes, at hun vilde overleve ham; han bad hende derfor om at give afkald paa sine arverettigheder til fordel for August og Christiane. Fru Aja svarede, at hun med glæde vilde gjøre alt, hvad der kunde glæde ham, og at hun gjerne gav afkald paa arven; men hun haabede inderlig, at hun ikke maatte komme til at overleve ham, og at han endnu maatte leve i firti aar.
Efter at have ordnet dette anliggende, som længe havde trykket ham, besluttede han at forestille August og Christiane for sin moder.
Det havde været en umaadelig skuffelse for hende, at han ikke var kommen til hende de foregaaende aar, da hun saa sikkert ventede ham. Nu da han vaaren 1797 meldte sin ankomst, havde hun endnu ikke glemt, hvad hun havde lidt af længsel og sindsbevægelse, da han udeblev.
Hun skrev til ham den 25de juni:
«Kjære søn!
Meddelelsen om din kuffert har glædet mig meget. Den skal blive vel opbevaret; men jeg betakker mig allerunderdanigst for at sende den tilbage uden dig! Thi jeg har endnu i friskt minde, hvordan jeg for to aar siden stirrede ud af vinduet og holdt skarpt udkik med hver eneste postvogn, der kjørte nedad Zeil, – og dette i hele fjorten dage! Denne gang gjør jeg ingen forberedelser, alt staar, som det staar, indtil du skriver: Den og den dag reiser jeg, og den og den dag haaber jeg at være hos Dem! Thi skjønaander er skjønaander! – og dermed basta.»
Men han kom virkelig og blev hos hende næsten
