Jeg hører ikke til de ængstelige sjæle; men denne skrækkelige nat, som jeg tilbragte ganske rolig i Offenbach hos mama La Roche, vilde kanske i Frankfurt have kostet mig livet eller ialfald helbreden. Den 12te, 13de og 14de blev jeg derfor i mit fristed. Morgenen den 15de kom efterretning om, at byen havde overgivet sig, og at man ikke længer behøvede at frygte for at blive dræbt. Men man maatte komme samme dag; thi den 16de skulde franskmændene rykke ind, og derefter vilde portene blive stængt.
Nu vilde jeg for ingen pris blive i Offenbach: For det første havde man kunnet tænke, at jeg var udflyttet; for det andet havde man kunnet tage mine smukke værelser fra mig, da de stod tomme, – jeg havde nemlig taget mine tjenestepiger med mig. –
Atter var jeg i nød; det var for anden gang umuligt at opdrive et kjøretøi. Da forbarmede vor gamle ven Hans André sig over mig; han gav mig sin smukke lille vogn, og snart var jeg igjen i «Goldener Brunnen». Jeg takkede Gud af ganske hjerte for, at jeg var bleven reddet, og for, at min bolig stod urørt.»
Den første august skrev hun igjen til sønnen:
«Vor stilling er i enhver henseende fatal og betænkelig, men det har aldrig været min sag at ængste og græmme mig før tiden. Fra gamle dage har jeg befundet mig vel ved at stole paa Gud, benytte øieblikket, holde hovedet høit og bevare min egen ærede person fra sygdom (thi nu vilde sygdom være meget ilde anbragt!). – Og jeg agter at holde ved paa denne vei.
De fleste af mine venner har forladt byen, teatret er lukket, intet menneske opholder sig i haverne.
