ind? Jeg lod alt staa paa sin plads og var ganske rolig. Forøvrig troede intet menneske, at de keiserlige vilde blive her; – det var ogsaa det rene vanvid, som begivenhederne viste! Da de alligevel blev staaende, begyndte sagen at blive betænkelig. Det hus, hvor jeg bor, er i fredstid et af de smukkeste i byen; men desto forfærdeligere er det paa dage som de, vi oplevede. Kommandanten for de keiserlige tropper boede ligeoverfor mig, og jeg saa hele elendigheden: franskmænd med bind for øinene, vor borgermester, alle i angst for, hvad der forestod.
Mod aftenen den 12te begyndte bombardementet. Vi satte os nede i stuen hos vor vert. Da det stilnede noget, gik vi i seng. Ved to-tiden om morgenen begyndte det igjen, og vi sprang ud af vore senge. Nu pakkede jeg ind, ikke af frygt for franskmændene, men paa grund af branden. I løbet af et par timer var alt flyttet ned i kjelderen med undtagelse af jernkisten, som var for tung for os. Jeg sendte bud efter min svoger major Schulers furér og en anden kraftig mand, og de fik lykkelig anbragt den i kjelderen.
Indtil dette tidspunkt var jeg rolig. Men nu kom saa forfærdelige efterretninger om, at baade den ene og den anden (folk, som jeg kjendte!) var bleven dræbt af granater eller havde mistet en arm eller et ben o. s. v. Jeg begyndte at blive bange og besluttede at reise bort, – men ikke langt, kun for at undgaa bombardementet.
Intet kjøretøi var at opdrive for betaling. Omsider fik jeg høre, at en nabofamilie skulde kjøre til Offenbach; jeg bad dem om at tage mig med, og de samtykkede med stor elskværdighed.
