og børn. Stor fornøielse bragte det mig ikke; thi der var megen uro, og al hans hu stod til det forjættede land i Norden.»
Den 12te juli 1796 blev Frankfurt bombarderet af general Kleber. En mængde mennesker blev saarede, og over hundrede og femti huse brændte ned; ogsaa fru Goethes barndomshjem gik op i flammer. Den skade, bombardementet foraarsagede, blev beregnet til mange millioner. Bomberne regnede ned i den bydel, hvor hun boede. Folk, som hun kjendte, blev dræbte paa gaden.
Østerrigerne maatte trække sig tilbage, franskmændene tog byen i besiddelse og plyndrede og mishandlede den værgeløse befolkning. Raadmændene blev fængslede, og fienden forlangte ogsaa denne gang en uforholdsmæssig krigsskat. Men borgerne var ikke mindre ivrige end før for at hjælpe og frelse sin by: man bragte guld og sølv fra kirkerne og fra de enkelte familier; selv de fattige bragte sine børns daabsgaver.
Det blev fra nu af betragtet som et stort vovespil at blive i Frankfurt. Atter overveiede Goethe, om han ikke burde overtale sin moder til at komme til ham i denne trængselstid. Men han opgav det. «Saa vant som hun er til den store og livlige by, tør jeg ikke foreslaa det indtrængende,» skrev han.
«Af aviserne vil du have set, i hvilken stilling din fødeby nu befinder sig,» skrev fru Goethe til sin søn.[1] «Jeg var ikke det mindste bange for franskmændene og deres indrykning, jeg var sikker paa, at de ikke vilde plyndre. Hvorfor skulde jeg pakke
- ↑ Den 22de juli 1796.
