Men jeg vil elske dig, glæde mig hjertelig over dig, ofte og varmt bære dig frem for Gud i mine bønner, og give dig min oldemoderlige velsignelse.» – –
Naar hendes svigersøn havde besluttet at reise saa langt bort som til Eutin, var en af hovedgrundene den, at han haabede at komme bort fra krigen; han var slagen af rædsel for de franske tropper.
Men inden han og hans familie drog mod Norden, vilde de aflægge et langt besøg hos moder Goethe.
Hun glædede sig overmaade til deres ankomst. Men besøget blev mindre behageligt, end hun havde ventet.
Frankfurternes haab om nu at faa leve i ro gik ikke i opfyldelse.
Preussen havde visselig sluttet fred. Men striden mellem Frankrige og Østerrige vedblev at rase, og kampene bølgede frem og tilbage i rigshovedstadens nærhed. St. Hansdag 1796 skrev fru Goethe til sin søn:
«Her har alle igjen været i forfærdelig angst. Man har pakket ind og reist afsted. – – Under alt dette virvar var jeg ligesaa rolig, som jeg tidligere har været: Jeg pakkede ikke ind, rørte mig ikke; mad og drikke smagte mig, og jeg sov godt. Mine erfaringer gjorde mig forhaabningsfuld. Han, som har hjulpet os tre gange, har ikke glemt os! Han kan ogsaa hjælpe os nu, og Han gjorde det gjennem de brave sachsere, som frelste os for denne gang.
Det bidrager ikke lidet til min sindsligevegt, at jeg bor mellem saa gode mennesker, der optraadte ligesaa rolig og stille som jeg; naar man er blandt ængstelige harer, koster det dobbelt besvær at holde sig opreist. – Schlosser var ti dage her med hustru
