mars maaned, – da bliver jeg oldemoder! For at feire denne begivenhed end mere, besluttede jeg at tage et arbeide for mig, som jeg tør vædde, at ingen oldemoder har gjort siden verdens skabelse, – og det er et sterkt stykke! Jeg forfærdiger kniplinger til barnets udstyr, til kapperne og de smaa ærmer. Det er intet juks, men tre finger brede Brabanter-kniplinger, og vel at merke: kniplede uden briller! Tænker du paa de korte dage og de mange hindringer, maa baade du og alle andre, som hører om det, rose min flid; thi underverket er fuldt færdigt og allerede afsendt.»
Da den lille verdensborger indfandt sig, var hun i den syvende himmel. Hun skrev til Louise og Ludvig Nicolovius:
«Nu takker alle Gud med hjerte, mund og hænder, som overflødig godt os uforskyldt tilsender! Ja, – mod eder, mod mig og os alle har Han atter vist sig som den, der er god, og hvis miskundhed varer evindelig! Lovet være hans hellige navn! Amen.
Kjære børn, Gud velsigne eder i eders nye værdighed! – – Hvor omhyggelig vil du ikke blive pleiet paa sjæl og legeme, min lille yndling! Den gode sæd vil tidlig blive saaet i dit unge hjerte! – – Oldemoder kan ikke bidrage noget til alt det gode; afstanden er for stor. Du kan være glad over dette, kjære Johan Georg Edvard! Oldemoder forstaar sig ikke paa at opdrage børn og passer slet ikke til at gjøre det. Naar de ler og er venlige, lader hun dem faa sin vilje i alle dele; og naar de græder og trækker munden paaskjæve, prygler hun dem uden at undersøge nøie, hvorfor de ler, hvorfor de græder.
