Nogen tid efter søsterens død blev hun forlovet med Ludvig Nicolovius, der blev udnævnt til sekretær hos hertugen af Oldenburg og flyttede til Eutin. Bryllupet fandt sted i Ansbach, hvor Schlossers opholdt sig. Han havde taget afsked fra sit embede og levede for sin literære virksomhet. Det var hans hensigt at flytte efter de unge til Eutin, hvor flere af hans gamle venner var bosatte.
«Nu kan du se, at Gud allerede her nede belønner gode børn,» skrev fru Goethe til Louise i anledning af hendes forlovelse. «Er ikke dit egteskab næsten et under; og at det ordner sig saa, at dine kjære forældre og søskende reiser med dig! Det havde ikke kunnet ske, hvis der ikke havde været krig i landet. Husk dette hele dit liv! – Den Gud, som kunde opvække børn af stene, kan ogsaa vende det til det bedste, som vi i vor frygtagtighed betragter min ulykke. –
Kjære Louise, du eneste, som jeg har igjen efter en dyrebar, evig elsket datter, – Gud velsigne dig! Vær en trofast egtefælle for din brave, fremtidige mand! Gjør livet saa lyst og lykkeligt for ham, som du er istand til! Vær en god hustru og tysk husmoder, da vil intet forstyrre din indre ro, din sjælefred.
Bliv ved at holde af din bedstemoder, selv om du er langt fra hende. Min velsignelse følger dig, hvor du end er.»
Bedstemoderen glædede sig meget, da hun det følgende aar fik vide, at hendes kjære Louise ventede en arving. Hun skrev til sin søn:[1]
«Mit barnebarn Louise skal ligge i barselseng i
- ↑ Den 2den februar 1796.
