desuden pengearistokratiet en fremtrædende rolle i Frankfurt.
Overborgermesterens formue var ubetydelig. Skjønt han var næsten almægtig i sin fødeby og blev raadspurgt om alt muligt, der vedrørte forvaltningen, levede han og hans hustru tilbagetrukket, og de var enige om at opdrage sine børn i stor beskedenhed. Keiser Karl den syvende ønskede at adle ham. Men han afslog det bestemt, fordi adel uden rigdom syntes ham et tyngende baand.
«Jeg og min familie er fattige,» sagde han; «hvis vi bar adelstittelen, vilde borgerlige friere holde sig borte fra mine døtre. Og ingen adelsmand vilde egte de fattige piger.»
De fornemme familier pleiede paa den tid at holde fransk guvernante eller huslærer for sine børn. Elisabeth og hendes søster besøgte folkeskolen i den bydel, hvor forældrene boede. Læreren, Bischoff, var efter datidens fordringer en dygtig mand; han lærte Goethes moder at læse, skrive og regne. I et af sine breve siger hun paa ældre dage spøgende, at det er skolemesterens skyld, at hun skriver uortografisk. Man bør imidlertid dømme ham mildt; thi han havde mellem hundrede og hundrede og femti elever i sin klasse.
Skjønt hun ikke lærte at skrive feilfrit, lærte hun til gjengjæld forstaaelse, omgjængelighed og mildhed, fordi hun i denne skole kom i berøring med børn fra forskjellige samfundslag.
Samtidig med folkeskolen besøgte hun en strikke- og syskole. Man havde i den tid hverken symaskiner eller strikkemaskiner; moderen og døtrene maatte
