der svarede til disse ønsker; man tilbød hende en leilighed ved Rossmarkt, hvor hun havde udsigt over den mest befærdede del af Frankfurt.
«Saa langt er vi altsaa komne,» skrev hun den 16de mai 1795 til sin søn. «Naar endnu et uroligt fjerdingaar er tilende, haaber jeg at være glad og tilfreds, at betragte verden med ro og at kunne bede hvilkensomhelst Alexander om at gaa afveien, forat solen kan skinne paa mig. De tre værelser i mit nye hus møblerer jeg pent og ordentlig, men alt overflødigt juks skal sælges.»
Tiltrods for fredsslutningen blev tropperne ved at marschere gjennem byen og indkvarteringerne fortsatte. To preussiske soldater, som boede hos hende, hjalp hende med flytningen; de bar hendes eiendele fra det gamle hus til det nye saa forsigtig og omhyggelig, at intet blev beskadiget, og hun trængte hverken snedker eller kjører.
«Nu har jeg boet seks uger i min nye leilighed,» skrev hun den 24de august til Goethe; «naar du kommer og besøger mig, vil det glæde dig at se min nydelige lille bolig. Jeg bor udmerket, og jeg har netop saa meget, som jeg behøver: tre overordentlig smukke værelser i række. Det ene, som har fire vinduer og næsten er en sal, er min dagligstue og modtagelsessalon, saalænge jeg ikke behøver at lægge i ovnen. Det andet, som er et trefagsværelse, er mit soverum. Mine piger har et tofags-værelse; dette sidste er indrettet saa smukt, at det bliver dit værelse, naar jeg faar den glæde at se dig hos mig. Jeg skal nok finde et rum til mine folk paa bagsiden af huset. – Desuden er der en
