«Hvad der styrkede hende, var kjærligheden til hendes fædreneby, som hun helt var vokset sammen med,» siger Goethe, «samt hendes urokkelige tro paa Guds omsorg og nogle bibelsprog, der staar i salmerne og profeterne, og som hendes øine faldt paa i rette øieblik. Derfor vilde hun end ikke aflægge et besøg hos mig.» –
Det viste sig næsten umuligt at faa huset solgt under krigen; de kjøbelystne fandt prisen for høi. I tidligere dage havde raadsherre Goethes hus været et af de smukkeste i Frankfurt; men det, som havde været elegant og bekvemt for firti aar siden, var bleven gammeldags. Fru Goethe klager over, at hun maa løbe fra loft til kjelder med alle, som vil bese det. «Det er ingen vederkvægelse for mine ben, der ofte gjør ondt,» siger hun.
Som et lysglimt i tidens uro kom endelig efterretningen om, at der var sluttet fred mellem Frankrige og Preussen.
Nu kom omsider en kjøber, der bød en antagelig pris. Først og fremst maatte hun imidlertid finde en leilighed, der behagede hende; thi «jeg vil ikke for nogen pris gjemme mig bort i et hul», sagde hun.
Hun vilde bo paa Frankfurts hovedgade, i nærheden af sine venner. Hendes værelser skulde være varme, men samtidig rummelige, elegante og lyse. Hun satte pris paa en vakker udsigt, men hun vilde ikke gaa mange trapper. Endvidere maatte hun have en stor forstue til alle sine skabe; og hun ønskede den moderne indretning, en klokke til pigekammeret: «straks jeg trænger noget – ringning!»
Hun var virkelig saa heldig at finde en bolig,
