kjære raadsherinde! Jeg maa melde dig den store fare! Fienderne bombarderer Mannheim! Kommandanten har sagt, at han ikke kan holde byen længer end tre dage» o. s. v.
Jeg var ganske rolig og sagde koldblodig: «Hvordan kan det hænge sammen, at man bombarderer Mannheim? De har ikke opstillet batterier. – Skyder man fra den flade strand? – Jeg skulde ikke tro, at kommandanten fortæller, hvad han agter at gjøre. Hvordan kan din brevskriver vide besked om det? – Skriv til ham og sig, at han er en rædhare.» –
Jeg takker Gud for, at jeg har saa meget forstand, at jeg ikke tror paa dette sludder! – Jeg vilde ønske, at alle kujoner reiste sin vei, saa blev ikke de andre smittede. – – Den saarede løitnant er ikke kommen til mig; men istedetfor ham har jeg faat en preussisk oberst, Jungherrn, og fire af hans folk. De tror, at de er komne ind i selve paradiset. Du kan ikke tænke dig, hvor meget de spiser!! De var saa udsultede, at det var den rene elendighed!»
Den 26de juli skrev hun atter:
«Hos os er det galere end nogensinde, – alle pakker sammen, alle gjør forberedelser til flugt.
For ikke at være helt uvirksom og for saavidt muligt at undgaa bebreidelser, som kunde ramme mig, lod jeg Lippold igaar pakke ind tre store kister fulde af de bedste af mine ting, der kan flyttes. Gjennem min ven i nøden, Nicolaus Schmidt, lod jeg dem bringe til hans svoger Polecs i Langensalza. Hvorfor ikke til dig? Det skal jeg sige dig: Grunden var den, at der ikke netop reiste kjørere til Weimar. Schmidt, som forstaar sig paa saadanne forretninger,
