lægge om hendes vin; men med aarene var hun bleven hjertelig kjed af at sidde nede i kjelderen med dette arbeide.
Det gik langsomt med at faa vinbeholdningen solgt. «Iforgaars maatte jeg igjen opholde mig fem timer under jorden,» skrev hun.
Men endnu vanskeligere var det at finde kjøbere til de mange bøger. Det viste sig, at vinen var mere værdifuld end biblioteket.
Krigen rasede fremdeles; snart var franskmændene herrer i Frankfurt, snart tyskerne. Goethe bad moderen om at komme til ham. Men hendes kjærlighed til friheden var ikke bleven mindre med aarene; heller ikke var hendes reiselyst bleven større. Hun vilde desuden ikke lade sit hus og sine eiendele i stikken.
Den 13de januar 1794 skrev hun til sin søn:
«Af hjertet takker jeg dig for dit brev af 8de januar, hvori du saa kjærlig tilbyder at hjælpe mig til at reise bort. Endnu nærer jeg ikke den mindste frygt, og jeg tænker ikke paa at reise. Ganske vist har en panisk skræk bredt sig over hele Frankfurt, og det vilde ikke være underligt, om man blev revet med af strømmen, – frygt smitter ligesom snue. Jeg søger saa meget som muligt at undgaa rædharerne for ikke selv at blive tummelumsk. – Her gaar det for sig, som naar barnepigen har fortalt en spøgelseshistorie og barnet bliver forskrækket, naar hun ser et hvidt haandklæde hænge paa væggen: man tror alt, naar det høres rigtig forfærdelig. Som et bevis blandt tusinde følgende lille historie: Den tredie januar klokken syv kom fru Louise Bethmann farende til mig i natdragt: «Raadsherinde!
