træverk, som ikke længer kunde bruges, har jeg hugget til brændsel; de andre sager, der var brugbare, har jeg sendt til offentlig auktion. – Med hensyn til husets salg har jeg tænkt mig følgende: Jeg afventer Schlossers ankomst for ogsaa at tale med ham. Dernæst maa jeg først og fremst finde en bolig, som passer for min stand og værdighed; thi jeg vil ikke gaa lavere ned i mine sidste leveaar. I femte akt maa der applauderes og ikke pibes! – – Jeg maa nu puste ud; jeg har en følelse, som sad jeg endnu paa loftet med de tre centner papir ved siden af mig og rundt omkring mig. Jeg holdt paa med det i fjorten dage, – det var et vederstyggeligt arbeide! Selv de ubetydeligste smaapakker var ombundne med snorer, – tænk bare, hvilket arbeide at aabne dem alle!
Den 7de januar 1794 skrev hun:
«I hele mit liv har jeg ikke saa varmt ønsket noget, som jeg nu ønsker at blive kvit hus, vine, bibliotek o. s. v.»
Hun sendte sønnen haandtegninger, de bøger, han ønskede, sine kostbare lysekroner og af sine bedste vine; og hun tilbød at sende ham mange andre ting, som hun ikke kunde faa plads til i en mindre leilighed. Hun vilde forære bort hertugen af Weimars og Anna Amalies buster, som hun i sin tid havde modtaget med høie jubelskrig. Hun skilte sig ved det berømte dukketeater, som hendes søn havde legt med som barn, og Seekatz's store billede af familien Goethe, der nu indtager en hædersplads i Goethe-museet i Weimar.
Fru Aja havde aldrig tilladt andre at tappe og
